TROMPETEROS

Endelig nåede vi frem til Trompeteros og til et velfortjent (iskoldt) bad! Da vi ligesom synes at vi havde spenderet nok tid på floden, nøjedes vi med at besøge de nærliggende landsbyer, som kunne nås med mototaxi; Nuevo Triunfo og San Juan de Trompeteros. Med os havde vi taget koordinatoren for undervisningen i hele Rio Corrientes, som alligevel skulle ud i alle landsbyerne, for at udfylde diverse skemaer med lærerne.
Vi bankede først på ved skolen i Nuevo Triunfo, hvor læreren Tonni glad inviterede os indenfor i larmen. Der var glade og nysgerrige unger, som først troede at vi var der for at vaccinere dem (det var åbenbart deres past experience med gringoer ;)) Jeg havde ingen problemer med at få billeder i kassen af eleverne her, da det nærmest udviklede sig til en blodkamp at blive digitalt foreviget!

Den anden halvdel af lærerstaben fra skolen i Nuevo Triunfo var taget på et kursus i Iquitos, arrangeret af Perus undervisningsministerium. Så pt. var Tonni altså ladt tilbage med omkring 40 elever (!). Noget kunne tyde på at de har brug for en planlægningsrådgiver i det ministerium? Vi sagde pænt farvel og på gensyn til Tonni, som vi ville støde på på den anden side af floden næste dag, og hvor han har sit hus og sin familie.

Bagefter satte vi os ned og fik en kold cola og et par kiks. Tilfældigvis passerede en lærer forbi som jeg genkendte fra kurset vi afholdte i februar i Iquitos, og hun slog sig ned og vi fik en lille snak med hende. Hun er selv fra Iquitos og gift med en lokal mand, som tilhører de oprindelige folk Achuar. Hun fortalte at hun selv kun talte en smule achuar, for det var meget svært at lære. Hendes børn var bedre til det, men hun fortalte at de var flove over at tale det oprindelige sprog i offentligheden. De brugte det derfor ikke uden for hjemmets fire vægge.

Derefter var vi nede på skolen i San Juan, hvor læren netop havde sendt eleverne hjem og låst sig selv ude af klasseværelset. Der kom dog hurtigt en lille dreng rendene med en kæmpe kniv, som han fik lørket døren op med. Ved synet af os valgte halvdelen af eleverne dog at komme tilbage til klasseværelset, for lige at se hvad vi dog var for nogle fisk.

Lærerinden var pænt udkørt, for at sige det mildt, da hun pt. stod for undervisningen af 52 elever alene, og det altså i alle fag. Den anden lærer som var ansat til at undervise var ikke mødt op ved skoleårets begyndelse, og hun havde altså været alene om undervisningen siden da.

Det var derfor ingen overraskelse at hun ikke var gået i gang med den nye undervisning, omhandlende miljø og oprindelig kultur. Hun mente ikke hun pt. havde ressourcer til det, og hun underviste derfor i det materiale hun har gjort de andre år. Hun var heller aldrig nået at mødtes med monitoren fra FORMABIAP, som jo ellers kunne have hjulpet hende igang med at planlægge aktiviteter indenfor den nye undervisning. Hun var dukket op en weekend, hvor lærerinden ikke havde været i landsbyen. Så hun følte ikke hun havde fået den nødvendige støtte til at begynde at planlægge nye aktiviteter og undervisning.

Et andet problem hun talte om var at det var svært at få den her form for læring til at sidde fast hos eleverne, fordi der manglede opbakning og interesse fra forældrene. F.eks. havde de tidligere haft et projekt i skolen omkring affaldshåndtering, som var mislykkedes fordi forældrene var ligeglade. Efter de havde afholdt projektet kunne lærerne konstatere at børnene ikke havde ændret deres adfærd, hverken i forhold til at rydde op hverken udenfor eller indenfor klasseværelset. Det kan man jo godt kende fra sig selv, da det jo i høj grad er hjemme og knapt så meget i skolen at sådanne værdier og normer formes. IBIS projektet prøvede netop at komme dette fact til livs, ved at involvere lokalsamfundet og forældrene, men det har desværre vist sig at den målgruppe har udvist meget lidt interesse for denne komponent. Det har i høj grad noget at gøre med at mange idag er ansat ved Pluspetrol, og de ønsker derfor ikke at deltage i aktiviteter med NGO’er som forholder sig kritisk til oliefirmaet. Det er jo super ærgerligt da det i høj grad gælder deres børns fremtid. Man kan kun håbe at den unge generation til trods for dette kan nås via. projektet!

På tur med CINDY

Så kom vi endelig afsted, efter endnu en uges ventetid. Undskyldningerne var mange; først skulle bådens motor repareres, derefter var det 1. maj, hvor de altså heller ikke arbejder her i Peru, så var kaptajnen ikke mødt op dagen efter (han sov sikkert tømmermænd ud), så skulle motoren lige repareres lidt mere på osv. Hver dag fik vi at vide at NU tog vi afsted, så vi skulle have vores ting klar og vente til kl. 17.00 hvor vi fik det endelig GO! Som altså de fleste dage var en aflysning istedet for et GO! Ret stressende for sådan en godtroende dansker som mig, for hver dag farede hjem i et hæsblæsende tempo for at få vasket op, pakket og gå i bad for at være klar til kl. 17! Hmm, jeg lærer det aldrig. Ronald var dog meget mere roligt, og han mente hver dag at vi helt sikkert ikke kom afsted, så han gad heller ikke stresse eller pakke. Det må være det dér manana-gen latinoerne har.
Nå, men vi kom altså afsted til sidst! Vi tog ned til havnen hvor vi jo skulle være kl. 17 sharp, hvorefter vi ventede en fire timers tid, førend vores skib, CINDY 1 tog os med ud i natten og videre op ad Amazonas.

Vi var egentlig ved meget godt mod da vi tog afsted. Vi havde hængt vores hængekøjer op på øverste dæk, hvor der var en frisk vind og masser af plads til at rende rundt på. Der var rindene vand (fra floden godt nok) bagerst i skibet i en stor lukket beholder, og vi havde en kabine hvor vi kunne gemme alle vores ting af vejen så vi ikke skulle bekymre os om at de skulle blive nuppet. Toiletfaciliteterne vil jeg spare Jer for 😉
Vi kunne forfærdet konstatere at skibene omkring CINDY havde passagerere stimlet sammen som rotter på alle etager, og vi følte os pænt heldige over at have så meget plads og råderum. Vi lagde os derfor til at sove glade og tilfredse, sikre på at den tur på tre dage ville blive som en leg.

Næste morgen vågnede jeg op til en kæmpe grøn væg til alle sider, der bare bliver ved og ved i en uendelighed. Jeg kan kun anbefale Skovskolen at tage på eskursion hér. Man får virkeligt noget for pengene, og det er da meget sjovere end at rende rundt på 4 ha. knaldet skov i DK 😉

I Nauta, stod der en kæmpe klump af mennesker inklusiv pakkenelliker og skubbede og maste på havnen. Med et var der hængekøjer, mennesker, opbakning så langt øjet rakte på dækket. Der var sågar en familie der havde en abe med, som de havde købt i Iquitos, men det virkede lidt som om de havde fortrudt, for de prøvede ivrigt at prakke mig den på.

Nu var det umuligt ikke at få klaustrofobi! Fra min hængekøje var der ca. en halv arms længde til hver nabo, og nysgerrige øjne fra alle vinkler der iagttagede den højst besynderlige gringa der helt sikkert måtte have forvildet sig væk fra turistgruppen. Det var nu nærmest blevet umuligt at manøvrere ned til toilettet (hvis man ellers havde overskud til at åben døren indtil det hygiejnisk helvede der ventede en dér). Vi søgte tilflugt længst fremme på skibet, var der var mere plads og en god udsigt til floden.

CINDY stoppede jævnligt for at smide gods af på alle de små landsbyer, som vi passerede på turen op ad floden. Det bestod mest af øl og sodavand, gamle fjernsyn, store sække med mel, salt og sukker, og bure med høns og haner. Fra landsbyerne fik CINDY store mængder af grønne bananer og spande med fisk, som senere blev serveret morgen middag og aften. Det var sjovt at se hvordan hele landsbyen stimlede til flodbredden når skibet gjorde et kort stop og nysgerrigt fulgte med i hvad der blev læsset af og for at se hvem der evt. vendte tilbage og hvem der tog afsted. Det fik mig samtidig til at spekulere over, hvordan det mon er at leve så isoleret fra omverdenen? Vildt nok!

Mindre imponerende var alt det skrald der blev smidt i floden på turen. Jeg ved at folk smider deres skrald i byen som det passer dem. Jeg fik et chock første gang jeg var på vej hjem i bussen fra arbejde og en ung pige ved siden af mig tømte hvad hun havde af flasker og poser i sin taske forbi mit ansigt og ud af vinduet. Men med al den skrald er der heldigvis ansat ligeså mange mennesker til at rydde det op igen. Jeg tvivler på der er nogen der rydder op i Amazonasfloden. Og det var virkeligt hårdt for sådan en økofreak som mig at se den ene plastikflaske efter den anden blive dumpet direkte ud i dette biodiverse paradis. Hmm.. Jeg havde meget naivt hængt en stor pose op og eksemplarisk fyldt den med vores skrald. Men den bagene varme havde omvendt posens indhold til en ildelugtene masse, måtte jeg forhøre mig hos kaptajnen, om hvor jeg kunne smide mit skrald ud. Han kiggede uforstående på mig og pegede ud på floden.

Til trods for ovenstående, havde turen dog sine højdepunkter. Et af dem var helt sikkert stjernehimlen. Wauv, skulle jeg lige hilse at sige! Den kunne nydes fra dækket i fred og ro, da de fleste peruvianere går i seng med solen og står op før satan får sko på. Altså lige med undtagelse af den obligatoriske person, som altid synes at have glemt sine ørebøffer og derfor hele natten spiller dårlig eurodance fra sin mobil til glæde for hvem ved.

HERE WE GO!

Så sker det endelig! Efter 3 måneders ventetid, har vi nu pakket vores tasker og er klar til at tage afsted til Rio Corrientes, ud til målgruppen af projektet og ikke mindst til den storslåede natur jeg er sikker på venter forude. Vi kommer forhåbentlig afsted denne weekend, lørdag eller søndag.. Eller måske først mandag 😉 Luis har i denne uge været nede at spørge hver dag, om hvornår mon båden sejler mod Trompeteros, og svaret har alle dage været: “I dag”. Dog ligger alle bådene stadig her i havnen i Iquitos, så nu må vi se hvornår det bliver. Jeg krydser fingre for at vi ikke skal vente meget længere!

Sommerfuglene er begyndt at melde sig i maven, og jeg er både spændt og lidt skræmt! Forholdene er meget primitive, f.eks. er der ingen toiletter. Siger til mig selv at det ikke kan være værre end en uge på Roskilde 😉

Mange dræbes i strid om naturen!

Med overskriften “Mange dræbes i strid om naturen” fra Verdensnyt.dks nyhedsbrev startede min dag med læsning som gør mig mere og mere sikker på at jeg skal tage det udvidede kursus i Conflict Management på Københavns Universitet, når jeg engang kommer hjem og kickstarter studiet igen.

Mange blev også dræbt for 4 år siden her i Amazonas i Peru, da protester fra oprindelige folk over Perus daværende præsident Alan Garcías indførte ny, ekstrem lovgivning, som i højere grad favoriserede internationale selskaber og investorere end de oprindelige folk selv, kulminerede med det nationale politi i hvad der senere blev kendt som Curva del Diablo (Djævlens kurve) nær byen Bagua.

Den nye lovgivning resulterede i massive protester i hele Amazons-regionen i Peru og regeringen besluttede at militarisere deres modtræk, istedet for at løse de underliggende problemer. Det peruvianske politi forsøgte at fjerne demonstranter tæt ved Bagua, til trods for at at de havde meldt ud at de ville trække sig frivilligt i fred og ro. Episoden udviklede sig voldeligt og dødstallet blev, sammenlagt med en konfrontation på en pumpestation dagen efter, på 34 personer.
I starten af marts sidste måned begyndte retsagen i Bagua mod 54 oprindelige folk, som var involveret i episoden, heribland højtprofilerede ledere i Peru’s organisationer for oprindelige folk. Staten anklager har bl.a. bedt om livstidsdomme  som ellers normalt er forbeholdt alvorlige forbrydelser i Peru, såsom mord.

Få dage efter den første høring i retsalen i Bagua, anmodede retten om at flytte sagen fra den regionale domstol til en særlig anti-terrordomstol i Lima. AIDESEP, som er paraplyorganisation for alle de oprindelige folks organisationer og IBIS’ samarbejdspartner, samt nogle af Perus menneskerettighedsgrupper sendte straks advokater til Bagua og har anmodet om en annullering af overflytning.

Det ser altså ud til at den nye Humala-regering er parate til at kriminalisere de voksende sociale protester, der finder sted i forbindelse med olieudvindingen i et forsøg på at intimidere de oprindelige folk som kæmper for deres rettigheder og velbefindende i Amazonas.

I en pressemeddelelse fra den 21. marts, skriver AIDESEP:

“Vi er overbevist om uskylden af Alberto Pizango Chota og de andre ledere, som er blevet beskyldt for anstiftelse. Vi vil aldrig acceptere, at staten anklager dem og således præsenterer vores ledere som de ansvarlige parter for dødsfaldene ved ‘Curva del Diablo.’ Vi vil aldrig acceptere, at de rigtige ansvarlige såsom Alan García og Mercedes Cabanillas nyder straffrihed for døden af vore brødre og søstre.”

 

Apropos konflikter over naturressourcer  så er der for en lille måned siden blevet dræbt 30 oprindelige folk fra en stamme i Amazonas i Ecuador, Taromenane, som lever i frivillig isolation. Angrebet blev udført af en anden stamme, Huaorani, som er taromenanernes historiske fjende og var et hævntogt for drabet på en Huaorani-leder og hans kone. Desuden blev to Taromenane-piger kidnappet.

Nogle kritikere mener dog, at årsagen til det første angreb kan skyldes at illegale skovhuggere eller oliearbejdere med hjælp fra Huaoranierne, er kommet for tæt på Taromenanernes område, men det er endnu ikke fastlagt.
Spekulationerne kommer sig af, at Taromenanerne nemlig bor i et område, som udover at være en nationalpark, også rummer store tømmer- og olieforekomster, hvilket nogle virksomheder (og den ecuadorianske stat) selvfølgelig har interesser i. Disse virksomheder underholder Huaoranierne med bl.a. brændstof, både og andre goder, deriblandt skydevåben. Det tyder på at der i masakren med det høje dødstal var anvendt sådanne skydevåben, hvilke ikke anvendes i de traditionelle krige mellem oprindelige folk. Den ecudarianske stat har netop meget belejligt klassificeret konflikten som et led i en traditionel krig, hvilket betyder at der ikke er noget de blander sig i. Der bliver derfor ikke iværksat yderligere undersøgelser som kunne fastslå om evt. olievirksomheder er indblandet og går ustraffet.

Virksomhederne skal ifølge ecuadoriansk lov, inden et udvindingsprojekt iværksættes, konsultere de oprindelige folk der måtte bo i området. Det kan de bare ikke i tilfældet med Taromenanerne, da de har valgt at leve i frivillig isolation. Det er et problem for virksomhederne, som derfor før har brugt dirty tricks for at få stammen til at flytte på sig, og derfor har kunne forsætte deres aktiviteter. Staten, som har i interesse at høste skatteintægter fra udvingdingsindustrien har vendt det blinde øje til sådanne episoder, og det ser nu ud til at de gør det igen.

 

Peru erklærer undtagelsestilstand

Peru miljøministerium har erklæret miljømæssig undtagelsestilstand i Pastaza-floden, hvor Pluspetrol også opererer. Miljøministeriet slår fast at området og floden har været påvirket af olieudvindingen i årevis og at området er forurenet med høje niveauer af bly, barium og chromium, samt andre råolie-relaterede forbindelser.
De oprindelige folk i området har forlængst gjort opmærksom på forureningen, sygdomme som følge af den, samt at de successive myndigheder intet har gjort. Miljøministeriet siger nu, at en af grundene til at de ikke har handlet før nu er, at de har manglet officielle miljømæssige grænseværdier for forskellige forurenene stoffer.
Den 90-dages undtagelsestilstand medfører at der skal være øjeblikkelig handling for at reducerer risikoen for forurening af de lokale befolkning. Det betyder at Pluspetrol nu er forpligtet til at rydde op efter sig. Miljøministeriet slår også fast, at Pluspetrol har opereret uden at udvise hensyn til miljøet, og at hvis der har været forsøgt at udbedre forureningen, har denne udbedring været utilstrækkelig.
Halleluja, så sker der sgu noget!
Endelig udviser regeringen ikke længere passivitet overfor olievirksomheden Pluspetrol. Endelig får de mennesker som lever i det område, hvor der siden 1971 har været udvundet olie et håb og forhåbentlig mod på at fortsætte kampen for deres eksistens og deres eksistensgrundlag. At regeringen endelig anerkender at alt ikke er idyl i skoven, må have været en kæmpe lettelse for dem kan jeg forestille mig. Endelig sender Peru et signal til sine nabolande (selvom Ecuador dog er gået i den stik modsatte retning og nu planlægger endnu en aktionsrunde med koncessioner i områder med ukontaktede oprindelige folk og truede dyre- og plantearter til kineserne, som snart har skovlen godt under Amazonas i Ecuador og som ikke ligefrem er kendte for en bæredygtig tilgang til ressourceudvinding!).
Men hvad med Rio Corrientes? Og Rio Tigre? Disse områder hvor Pluspetrol også udvinder olie, er i høj grad forurenede og der er ligesåmeget grund til undtagelsestilstand her. Man kan ikke tillade sig at være helt tilfreds, men lidt vind i sejlene skader jo aldrig! 😉

Maveonde

Desværre fik jeg de sidste dage af workshoppen den obligatoriske maveonde og måtte blive hjemme og ligge på langs. ØV!

Jeg er sikker på at Catherine brugte de sidste dage på at øse ud af sin viden og gode råd, og at monitorerne ivrigt tog imod og skriblede ned. Nå, men det var i hvert fald rart for mig at have en at snakke dansk med et par dage 😉

Hvordan lærer man bedst et andet sprog? Dag 2

Andendagen er fortsat med en brainstorm på tavlen, som skulle omhandle pædagogiske principper, som har med læringen af et andetsprog at gøre. Først blev de principper, som monitorerne huskede på rygraden listet og derefter fik de udleveret FORMABIAPs manual, hvor de 8 principper de arbejder ud fra er noteret. De principper som var blevet glemt, blev tilføjet brainstormen således at alle har dem frisk i hukommelsen.

Derefter lavede de nogle små øvelser, som skal hjælpe dem med at huske aktiviteterne de lavede dagen før. Catherine mindede dem om, at selvom læreren tydeligt husker hvad der er lavet dagen før, er det ikke sikkert at børnene gør det -derfor kan det være smart at lave en eller anden form for recab først på dagen. Desuden kan den form for participatoriske øvelser gøre at eleverne vågner lidt op, og er mere klar til undervisningen.

IMG_4305

Efter det lavede de i par et par definitioner på ord fra FORMABIAPs pædagoiske principper, men uden at skrive selve ordet ned. Derefter byttede de definitioner med en anden gruppe og idéen var så at de ud fra definitionen skulle se om det var muligt at finde det rigtige ord. Det er en af de nye strategier, som Catherine har introduceret.IMG_4320 IMG_4319

Denne og de andre 3 er:

-Palabras en la pared (ord på væggen).
-Mapa mental (brainstorm).
-Definiciones (definitioner på ord).
-Crucigrama de pizarra (Krydsogtværs på tavlen)

Hvordan lærer man bedst et andet sprog? Dag 1

IMG_4259Vi har idag påbegyndt en workshop for FORMABIAPs monitorere, altså den gruppe som er ansat til at monitorere og evaluere lærerne og undervisningen i Rio Corrientes. De skal samtidig medvirke til at den “nye” tværkulturelle, tosprogede og miljøoplysende uddannelse, bliver godt implementeret og samtidig assistere og støtte lærerne med de vanskeligheder de nu måtte opleve.

Det er Catherine Watson fra organisationen AXIS, som skal stå for workshoppen med overskriften: “Opbygning og læring af ordforråd på andetsproget”.

Dag 1:

Monitorerne er startede ud med at lave en lille øvelse, hvor de skulle udvælge ord som de associerer med dét at skulle et nyt sprog. Det kom der en masse gode historier ud af, oftest beretninger fra barndommen og pinlige historier, hvor de med et smil på læben fortalte om misforståelser og den usikkerhed mange af dem følte ved at prøve et nyt sprog af.
Richard, én af monitorerne, fortalte bl.a. om et ord, som han havde overhørt mange gange i sine bedsteforældres hjem. Da han en dag gentog det i skolen, grinte alle de andre børn af ham. Det viste sig at ordet kun blev brugt af kvinder og at han derfor havde anvendt det forkert. Det er nemlig sådan at der er nogle ord der er forbeholdt kvinder og nogle mænd på nogle af de oprindelige folks sprog. Det grinte vi meget af. Det er også noget at jeg husker fra da jeg skulle lære spansk. Alle de fejl jeg lavede og misforståelser der opstod.
Det sker dog stadig;)

Derefter diskuterede gruppen kilder til nye ord og dermed til opbygning af børnenes ordforråd. Carlos fra FORMABIAP udtrykte en bekymring over meget få kilder til de oprindelige sprog. Læreren og desuden bedsteforældre og andre der taler f.e

IMG_4281ks. Achuar, er en vigtig kilde, men der findes næsten ingen skolematerialer på modersmålet, og da slet ikke film, radio osv.

Endnu en vigtig grund til at de lærere, som skal undervise i området er nogle, der taler modersmålet.

Operation Dagsværk rører på sig

I dag har jeg endelig fået internet på min computer her på kontoret og kunne derfor med glæde finde en mail fra de arbejdsomme OD’eres perugruppe. De har sendt mig et udkast til to meget spændende projekter som vi skal samarbejde om, og som skal involvere de unge her i Rio Corrientes og gynmasieelever i Danmark, som samlede ind til Peruprojektet i 2011.

Først vil der være et indledene modul, hvor eleverne i Danmark vil modtage undervisning i oprindelige folk i Peru, så de har en grundlæggende viden.

Det ene projekt går derefter ud på at de danske elever, som har spansk på A-niveau skal skrive nogle breve med spørgsmål. De skal derefter besvares her i Peru, af en gruppe af unge som vi endnu ikke har defineret. Derefter får eleverne svar på deres breve, og de skal derefter udarbejde læserbreve udfra den information de har fået tilbage.
Gymnasieeleverne får på den måde øvet deres spanskkundskaber gennem oversættelser og forståelse af tekst, og samtidig indblik i en global problematik, og bliver motiveret ved en direkte kontakt.

Det andet projekt bliver et kunstprojekt i billedkunst, hvor de danske elever skal lave et billede eller en anden form for kunst ud fra forskellige fotohistorier udarbejdet af de unge i Rio Corrientes. Ideen er, at de unge tager nogle fotos, som illustrerer deres liv og den problematik der har rod i olieudvindingen. Fotosne skal udvide gynmasieelevernes forståelse for den problematik de unge slås med og inspirere dem til at benytte kunsten som middel for oplysning og fortælling.

Slutteligt er det meningen, at billederne og fotosne uploades på en fælles hjemmeside, så begge grupperinger har adgang til at se hvad der er blevet lavet.

Jeg glæder mig meget til at gå i gang med projekterne og se hvad de unge får lavet!

Miljøagent i avisen

Da jeg læste dagens avis, stødte jeg på en artikel (blandt nyheder om et spøgelse som var blevet fanget på kamera og en baby som
mirakuløst havde overlevet at styrte ned fra første etage) omhandlende et infrastruktursprojekt mellem Yurimaguas – Iquitos, ledt af en spansk jernbanevirksomhed.

Én af FECONACOs miljøagenter, Wilson Sandi Hualinga, gør i artiklen opmærksom på projektet, som kommer til at gå igennem en del af de oprindelige folks territorium.
I artiklen forklarer Wilson, hvordan virksomheden har afholdt en workshop som informerede lokalsamfundet om projektet, men at de ikke forudgående har konsulteret de oprindelige folk videre. Det der også har sat sindene i kog, er samtidig, at virksomheden allerede har lavet indledende undersøgelser, hvilket har indebåret at afskove hundredevis af hugstmodne træer hvoraf nogle bruges naturmedicinsk af de oprindelige folk, skræmt vildtet væk fra området pga. larm og efterladt giftigt materiale i området, fortæller Wilson. Han fortsætter med at berette at deres fundamentale rettigheder er blevet krænket og han beder de lokale myndigheder om at iværksætte en konsultation. Hans kræver samtidig at den spanske virksomhed kompenserer for de skader de har forvoldt i området.

Det er kedeligt at se at firmaet har ignoreret de oprindelige folks rettigheder om konsultation gældende bl.a. i ILO’s konvention 169, som Peru i 1993 har ratificeret. Især i dette område som i forvejen er så hårdt presset af olieudvindingen og de konsekvenser den har medført.
Det er dog glædeligt at se, at de oprindelige folk nu ikke accepterer at lovgivningen ignoreres og at de er så godt bekendte med deres rettigheder. Det giver mig også håb om at miljøstrategier, som f.eks. miljøagenter, miljøundervisning og undervisning i rettigheder kan hjælpe med at mitigere yderligere forurening, yderligere degradering af biodiversiteten, yderligere forværring af muligheden for at leve en subsistens-baseret livsstil, yderligere reduktion af territorium, yderligere social og kulturel destruktion og ydereligere afhængighed af en ikke bæredygtig ressource.

Altså en dårlig nyhed, der kom med en god.

IMG_4371